Op #3 At rydde op

Du sidder til et spændende foredrag om dit yndlingsemne. Du har taget hele aftenen ud af kalenderen. Og lige der hvor det hele går aller bedst…

Ringer der pludselig en mobiltelefon!

Du ved det ikke er din, fordi du har slukket din telefon på forhånd.

Hvad tænker du? Hvad føler du? Hvordan reagerer din krop?

Denne situation udspiller sig i videoen til denne artikel - og som Ole fortæller, så er der en hvis sandsynlighed for at du tænker:

”Hvad er det for en idiot der ikke kan finde ud af at slukke sin mobiltelefon!”

Glæd dig over din reaktion, fordi den giver dig en fantastisk mulighed for at kigge lidt på dig selv.

Når vi arbejder med selvudvikling, skal vi i samspil med processerne når vi vågner op og vokser op, nu også til at rydde op.

Vi rydder op i den psykiske bagage vi har med
Indre og ydre reaktioner som fx vrede og irritation over andre mennesker fungerer (hvor lidt vi end ønsker det) som et spejl direkte ind i os selv.

Det vi ser i spejlet, er det vi kalder for projektioner og skyggesider. Det er så at sige former, de psykiske personlighedsdele, der er i spil.

Måske dukker der en meget skamfuld side op eller en reaktion man har ”arvet” fra en forælder-figur. Nogle gange kender man sin form, andre gange ikke.

Når vi opdager de her sider af os selv, kan vi kigge på dem og lære at forstå dem. Således at vi næste gang kan reagere fra et mere kærligt sted.

Vores reaktioner er gamle følelser der sidder fast i os og som kan være indlejret i en bestemt form.

Vi skal til at rydde op. Derfor, tak alle de ”båtnakker” du møder i dit liv. De giver dig stof til at arbejde med dig selv.